Leg i naturen

Slip fantasien løs og skab jeres eget magiske univers, når I besøger én af de mange flotte naturlegepladser rundt om i Danmark. I kan fint kombinere et besøg på en naturlegeplads med en dagstur fra ferieparken til en attraktion eller I kan vælge at pakke en madkurv og bruge hele dagen i naturen omkring naturlegepladsen. Naturen er altid klar med en spændende og flot kulisse til legen og på naturlegepladserne er der ofte gjort lidt ekstra ud af det, så det bliver en oplevelse i sig selv at besøge dem.

Naturlegepladser i Nordjylland

Arden Naturlegeplads

9510 Arden
Naturlegepladsen i Arden ligger i tilknytning til Dyreparken og Naturlejerpladsen, så en tur på legepladsen kan nemt kombineres med at besøge de fine dådyr i Dyreparken. Naturlegepladsen har flere forskellige legeredskaber, aktivitetsbaner, bålhytte og toiletter.

Foto: VisitDenmark

9740 Jerslev J
Naturområdet Søheden Skov, er et sandt eventyr af varieret, kuperet natur, hvor du møder både skov og åbne arealer i Jyske Ås. Tæt på Lunken Naturskole ligger naturlegepladsen, hvor børnene kan slå sig løs i fri leg. Her er også en bålhytte, så I kan hygge jer med bål mad når sulten melder sig. I kan også gå på jagt efter Troldetræet, der er et 150 år gammelt Bøgetræ med delvist fritlagte rødder. Det er uimodståeligt for børn og barnlige sjæle at tage en klatretur i træet og smutte under de store gamle rødder, der stikker op af jorden.

Foto: Klaus Hoff, Brønderslev Erhverv

9520 Skørping
Gå på opdagelse i den ”Den Store Verden,” en sansesti, hvor du sammen med den lillebitte Tommelise kan opleve skovens ”store” dyr og svampe. Træerne er formet som trolde, med øjne og lange røde næser. Nogle af træerne er også dekoreret med flot hjemmestrik. Langs med stien er der store sten, som er malet og nogle steder hugget til, så de danner hekse, trolde og alfer.  Prøv også at spille på de mange instrumenter i Det Musikalske Uderum.

Foto: RebildPorten

Naturlegepladser i Midtjylland

Tinkerdal Naturlegeplads

7500 Holstebro
Tinkerdal Besøgssted er naturrum i forbindelse med skoven med forskellige aktiviteter til både voksne og børn. Skovlegepladsen indbyder til leg for de mindre børn og til de større børn samt de voksne, er der en GetMoving-motionsbane, der nok skal få pulsen op.

Foto: Destination Nordvestkysten

7130 Juelsminde
I naturskønne omgivelser ved Odelsbjerget nær centrum af Juelsminde ligger et paradis for børn og barnlige sjæle. Her er et væld af legeredskaber, faciliteter, baner og udfordringer. Det varierede udvalg af aktiviteter betyder, at børnene kan lege i timevis, mens du kan nyde en hyggestund eller klare indkøbene i midtbyen. Og så er det gratis! Og altid åbent!

Foto: David Jervidal, Kystlandet

8800 Viborg
Skovlegepladsen er indrettet med store, flotte legeredskaber, bl.a. et borgtårn, et stort trævildsvin, en gynge og en middelalderlig kastemaskine (blide). Legeredskaberne, der er primært er udført i træ, henviser til de historiske omgivelser, som legepladsen er en del af. Området Hald Sø og Dollerup Bakker er altid et besøg værd, så her er der basis for at bruge mange timer med familien i den smukke natur.

Foto: Janne Kragh Pedersen

Naturlegepladser i Sydjylland

6933 Kibæk
Momhøje Naturcenter er et stort område med faciliteter og aktiviteter for alle med lyst til at lege og opholde sig i naturen. Skovlegepladsen har svævebane, 10-kantet gyngeredskab med flere forskellige slags gynger til både store og små, Tarzan-bane med balancebomme, gangbroer, ruser og meget mere. Som det eneste sted i Danmark har Momhøje også sin helt egen natur borg.

Foto: Naturlegepladser.dk

Spidsbjerg Skovlegeplads

6990 Ulfborg
Spidsbjerg Skovlegeplads ved Fjand i Vestjylland er stedet for alle, der elsker udfordringer. Redskaberne er skabt af naturens egne materialer og gemmer på masser af sjov og udfordringer. Det giver et ekstra sus i maven, når I prøver svævebanen. Slip fantasien løs og nyd nogle sjove timer med masser af leg i naturen.

Foto: Klitferie

Naturlegepladser på Fyn

5500 Middelfart
Hindsgavl naturlegeplads ligger i forbindelse med Hindsgavl Naturcenter og Hindsgavl Dyrehave. Området er tænkt som det første stop videre ud i den smukke natur omkring Hindsgavl, så det er oplagt at kombinere besøget med en tur ud i Dyrehaven. Naturlegepladsen er opdelt i forskellige områder, der appellerer til hver sin aldersgruppe med udfordringer til alle sanserne. 

Foto: VisitMiddelfart

5600 Faaborg
Danmarks største naturlegeplads ligger på Gåsebjergsand i en tidligere grusgrav i Svanninge Bakker. Legepladsen er opdelt i 3 områder; Alfeland for de mindste, Troldeland for de lidt større børn og Huleland for alle barnlige sjæle, der kan lide at bygge huler. På området er der også et madpakkehus og mulighed for at lave mad over bål, hvis man selv medbringer brænde. Der er også toiletfaciliteter, hvilket gør det muligt at tilbringe en hel dag i det fri med madpakker, snobrød og masser af leg.

Foto: Faaborg Turistbureau

Landal ferieparker i Danmark

Book efterårsferien midt i naturen
Land og region
Vælg opholdstype
Ankomstdato
Vælg ankomstdato